Til dig, der har haft kræft som barn

Børnekræftoverlevere

Hos børn er kræftsygdommen ofte mere aggressiv end hos voksne. Behandlingen er omfattende, og halvdelen af de børn, der overlever, får varige skader efter behandlingen.

I barndommen udvikler vi os hurtigt – både fysisk, mentalt og socialt. Et langstrakt kræftbehandlingsforløb kan have stor indflydelse på et barns udvikling; det kan bl.a. afbryde den normale skolegang, deltagelse i sport og kontakt til kammeraterne. Det kan være meget hårdt, og mange børn har svært ved at vende tilbage til en normal hverdag efter at have været indlagt med kræft.

Mange børnekræftoverlevere oplever særlige psykiske senfølger – nogle har måske aldrig prøvet at leve som andet end kræftramt, andre kan måske huske barndommen før kræftsygdommen, og mange vil have minder fra kræftsygdommen, som bærer præg af et barns perspektiv.

De fysiske senfølger kan være anderledes end hos voksne, fordi kræften og behandlingen foregår, mens kroppen udvikler sig hastigt. Både de fysiske og psykiske senfølger medvirker til, at barnet vokser op med en oplevelse af at være markant anderledes end sine jævnaldrene, og det kan medføre senfølger af social karakter.


Børnekræftoverlevere

At overleve kræft som barn har konsekvenser for resten af livet

2015 | 76 sider

En rapport om livet med senfølger, baseret på børnekræftoverleveres unikke viden. Denne letlæselige, praksisnære og casebaserede rapport beskriver de sociale konsekvenser, der ofte opstår som konsekvens af de senfølger, der kan komme efter at være behandlet for kræft som barn.

Rapporten kan blandt andet bruges i undervisningsøjemed særligt inden for sundheds- og socialfaglige uddannelser.

Hent rapporten gratis her


Børnekræftoverlevere

Det usagte

2015 | 54 sider 

En personlig beretning om den psykiske kamp med et kræftforløb samt tiden efterfølgende.

Det er en bog, der berører flere emner som: kræft, depression, ensomhed, selvmord, misbrug, cutting og mobning.

Det er en fortælling, som beskriver ovennævnte aspekter meget idybdegående, og dette gør den nem at relatere til som læser.

Køb bogen her


Du er ikke alene!

Ung kræft i Kræftens Bekæmpelse støtter, oplyser og inspirerer unge med og efter kræft mellem 15-39 år. Ung kræft har grupper over hele landet, også i nærheden af dig.

Få mere at vide om Ung kræft