Tandproblemer efter brystkræft, kan jeg få hjælp?

16-03-2023
Socialrådgiver Rebecca Lykke har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål 

Jeg blev i 2016 opereret for brystkræft. Alle de år efter har jeg fået mega dårlige tænder og jeg har adskillige knækkede tænder og har også mistet flere vigtige kindtænder. Den sidste kunne jeg selv trække ud en søndag morgen, hvor den var løs og jeg sad med en halv tand, med sorte tentakler, som åbenbart er døde rødder. 
  
Min nuværende tandlæge undersøgte mine tænder og blev opmærksom på at jeg har fået stråling i 30 dage efter indgrebet og nævnte skader efter strålingen som mulig årsag. Denne årsag er dog ikke lige til højrebenet, da der på Kræftens bekæmpelses hjemmeside står: det er Især pt. med kræft i hals og hovedområdet, der får disse tandskader og i Regionen har jeg modtaget et svar, hvor der står at det UMIDDELBART er pt, med kræft i hals og hovedområdet, der bliver anerkendt for denne skade.

Nu vil jeg gerne høre om der i virkeligheden er flere end mig med brystkræft, der oplever disse tandproblemer og rent faktisk er truet med implantater eller gebisløsninger i en ellers godt passet mund, hvor jeg altid har børstet, brugt tandtråd og andre hjælpemidler og altid har gået til tandlæge for at holde mine tænder i god stand. Jeg har oplevet mundtørhed i nogle år hvor det også gjorde ondt i min mund at spise, børste tænder og gå til tandlægen og jeg ved nu at det er grunden til i anden omgang at mine tænder ikke er sunde længere fordi de har manglet enzymerne i spyttet til at vedligeholde en sund mundhygiejne.

Kan jeg få hjælp? 

Svar

Hej  

Tusind tak for dit spørgsmål, som det lyder til, at du selv har gjort alt for at belyse og komme til livs - stærkt!

Jeg er hverken tandlæge eller læge, så min besvarelse baserer sig kun på de gener, som jeg har fået fortalt gennem min tid som socialrådgiver.  

Det er ikke fuldstændig uhørt, at der kan ske skader på tænderne i forbindelse med behandling for brystkræft eller anden kræftlidelse. Der findes nogle typer behandling, som kan give udfordringer med kæbeknoglen samt mundtørhed, som du selv oplyser om – og som har konsekvenser for tandstatus. Andelen af dem som oplever disse bivirkninger af den type behandlinger er ganske lille, omkring 1-2%. Om det kan gå ind under tandlægehjælpen i Regionen, har jeg svært ved at svare på, dog vil jeg altid anbefale at forsøge med en ansøgning. Det værste der kan ske er, at du får afslag.  

Der findes dog også en anden mulighed, hvor du kan søge hjælp via kommunen og bestemmelsen findes i Aktivlovens §82, dog er her nogle forudsætninger for at du kan bevilges hjælpen. Idet jeg ikke er bekendt med din fulde økonomiske situation, så kan jeg desværre ikke udtale mig om hvorvidt du vil være berettiget til hjælp, men du kan læse nærmere om det her: Økonomisk hjælp fra kommunen i særlige situationer - Patienthåndbogen på sundhed.dk 

Jeg vil anbefale dig, at rette henvendelse til din kommune og forhøre om dine muligheder, hvorvidt du kunne være i målgruppen og hvordan du forholder dig ift. Ansøgning. Jeg har fundet følgende information og kontaktoplysning for din bopælskommune i denne forbindelse: Økonomisk tilskud (enkeltydelse) (horsholm.dk) 
 
Jeg håber ovenstående kan være medvirkende til at give dig en bedre indsigt i de muligheder, som findes. Dog er det ikke altid, at der findes hjælp til den slags i de offentlige systemer, dette blot for at være realistisk og ikke sætte dine forventninger unødvendigt højt op – men muligheder er der.

Al held og lykke med din søgning og fremover. 

De bedste hilsner  
Rebecca  

 

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her