Jeg har flere eksperters ord for, at fysioterapi er eneste vej frem mod mine senfølger. Alligevel kan jeg ikke få vederlagsfri fysioterapi - hvad gør jeg?

16-06-2021
Socialrådgiver Rebecca Lykke har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål 

Hej. 

Jeg fik i 2011 konstateret T-cellelymfom. Bev behandlet med kemo og en højdosis stamcelle transplantation med egne stamceller. Tilbagefald i 2013, behandlet med kemo og minitransplantation med stamceller fra donor i 2014.  Jeg havde mange angreb fra den nye knoglemarv (GVH) og har som følge heraf nedat udholdenhed i lede og muskler (foruden diverse følgesygdomme).

Jeg har haft hickmannkateter i mange år mellem 2011 og 2016, hvilket har medført massive problemer i brystryggen i form af stivhed/ufleksibilitet. Ugentlig fysioterapi har en stor effekt i samspil med træning hjemme. Jeg har senest i december/januar fået på skrift, at det er senfølgeskader. Det fik jeg i forbindelse med udredning hos reumatologerne - til trods for at det ikke var der, jeg hørte til. 

Jeg har 4 lægers og 3 fysioterapeuters ord for, at fysioterapi er eneste vej frem. MEN beskeden er, at jeg falder mellem stolene og ikke har den rigtige diagnose til vederlagsfri fysioterapi. Min faste fysioterapeut har lavet en skrivelse om mit behov, men lige lidt hjælper det. 

Jeg betaler selv ugentlig genoptræning i bassin (og før corona også ugentlig træning i center hos fysioterapeuten) og betaler den behandling, jeg har råd til hos fysioterapeuten. Hvilket desværre kun er hver 2. uge dvs. halvdelen af, hvad jeg har brug for. 

Jeg skriver her i håb om, at du kan hjælpe mig videre i min søgen efter hjælp på vederlagsfri fysioterapi.

Svar

Hej,  

Mange tak for dit spørgsmål! Enormt flot, at du har været så handlekraftig på din situation og ikke mindst, at du er kommet dertil, hvor du er i dag.  

Jeg kan desværre ikke give dig en gylden vej til vederlagsfri fysioterapi, idet dette er sundhedslovens bestemmelser og egen læge, som altid vurderer de her ting. Mit eneste “pust” er ifht. Klageinstant og eventuelt derigennem se, om ikke Ankestyrelsen vil vurdere noget andet og dispensere. Jeg har dog svært ved at vurdere om du har fået afslag på skrift? For så er klagevejen formentlig din eneste vej for at “skubbe” til dén lovgivning – har du ikke fået skriftligt afslag, vil jeg opfordre dig til at adspørge, hvortil du kan klage og også, at få afslaget på skrift. Du er velkommen til at genhenvende dig, hvis du har brug for hjælp hertil.  
 
Derudover vil dog lige slå et slag for, at de fleste kommuner har sundhedstilbud, hvor nogle har fysioterapi, som er uden beregning. Dette ikke livslangt, nej, men oftest i perioder på 1-3 mdr. Dette kan jo så være bedre end ingenting, og om muligt kunne man gå i dialog med sundhedstilbuddet i kommunen om, at du måske kunne gå der mere fast. Det er et skud, hvor det værste, du kan få er et nej. 
 
Jeg håber, at du finder vejen, og jeg beklager, at jeg ikke er mere behjælpelig på denne her probkenstilling. 
 
God sommer,  
Mvh Rebecca 

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her