Jeg har fleksjob, men føler ikke, jeg kan følge med i livet. Hvad er konsekvensen, hvis jeg går på pension?

17-09-2020

Spørgsmål 

Hej Rebecca

Jeg er i mit andet år som flexjobber, mine 12 arbejdstimer er fordelt over tre dage om ugen, og jeg føler ikke, at jeg kan følge med livet, som jeg gerne vil. Så jeg tænker over muligheden ved en pension, men jeg kan slet ikke overskue konsekvensen af det - mon du kan hjælpe mig?

Svar

Hej,  

Mange tak for dit spørgsmål! Jeg forsøger efter bedste evne at besvare dig, selvom jeg synes, at det er svært, da jeg ikke kender dit forløb eller de konsekvenser, som du ikke kan overskue. Jeg forsøger - er det ikke fyldestgørende, så kontakt mig endelig igen.  

Mit første råd er, at du måske skal kigge på dit fleksjob – er det, det rigtige for dig? Jeg ved godt, at det var det engang, men vi mennesker ændrer os jo med tiden, vi bliver ældre, og vi bliver brugte af at arbejde, hvorfor det godt kan være, at vi kan finde arbejdsglæden (og livsglæden) igen, ved at kigge på om du er det rigtige sted, laver de rigtige ting og har de rigtige timer. Tag en snak med din læge om det du oplever og ræk derefter ud til din arbejdsgiver og/eller rådgiver ved fleksjobteamet – tag en dialog om de ting, som du oplever og bed om hjælp - den er tit og ofte at finde.  

Såfremt det viser sig, at en pension måske er vejen at gå, kan du gå i dialog med din rådgiver i jobcentret. Du kan tage kontakt til Udbetaling Danmark og forespørge din ydelse, eller du kan søge vejledning i din fagforening eller ved kommunen. Konsekvenserne kan være forskellige alt afhængigt af dit nuværende forsørgelsesgrundlag, din ægtefælles indtjening og jeres samlede formue. De økonomiske spørgsmål skal afklares ved Ubetaling Danmark, men de ting, som man vil kunne søge udover, skal afklares ved kommunen.  

Hvis du er nervøs ifht. at være hjemmegående, så må du jo altså godt lave frivilligt arbejde sideløbende med en førtidspension, dog ikke i et omfang, som kan sidestilles med lønnet arbejde eller i et tidsmæssigt perspektiv, hvor der ses arbejdsevne sammenholdeligt med lønnet arbejde.  

Jeg vil rigtig gerne kunne rådgive dig mere præcist, såfremt du har behov herfor – her skal du blot sende dit telefonnummer ind og så ringer jeg dig op. Ovenstående er en meget overfladisk gennemgang af muligheder og tanker ifht. dit spørgsmål. 
 
Jeg håber dog, at det hjælper dig i en eller anden udstrækning eller som det mindste, gør dig klogere på, hvor du skal finde den fornødne hjælp.  
 
Alt det bedste,  
Rebecca  

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her