Jeg er uden job pga. senfølger og kæmper med økonomien, kan jeg få sygedagpenge i stedet for ressourceforløbsydelse?

15-12-2021
Socialrådgiver Rebecca Lykke har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål 

Jeg er en fraskilt enlig mand årgang 1961. Blev opereret for prostata cancer i 2014 en ikke nervebevarende operation. I 2016 var der tilbagekomst af cancer nu i blæren og operation igen og derefter hormonbehandling. I 2018 fik jeg 39 x stråler på de nedre urinveje.  
  
Jeg lider af kronisk urin inkontinens og erektil dysfunktion. Træthed og stress/angst. Er desuden kendt med Adhd. Er uden job pga. senfølger. 
  
Kommunen har sat mig i jobafklaringsforløb på ressourceforløbsydelse. Jeg kæmper med økonomien og med at få mit sociale liv til at hænge sammen. Jeg kan ikke overskue at skulle igennem arbejdsprøvning og har søgt førtidspension. Sagsbehandlingstider er op til 2 år.  Hvilke muligheder har jeg for at få sygedagpenge i stedet for ressourceforløbsydelse? Mangler ca. 6000 kr. om mdr. Ift. dagpenge. 

Svar

Hej,  

Mange tak for dit spørgsmål! Sikke en tur, du har været igennem og det er forståeligt, at du står med stor frustration på nuværende tidspunkt.  

Jeg kan desværre oplyse, at du ikke har mulighed for at få sygedagpenge på nuværende tidspunkt. Dette med baggrund i, at sygedagpenge er en ydelse, som løber i 22 uger fra første sygedag og herefter skal der tages stilling til mulighederne for forlængelse jf. De 7 forskellige forlængelsesmuligheder. Idet du aktuelt er på jobafklaringsforløb kan jeg udlede, at det er vurderet, at du ikke har opfyldt nogen af betingelserne for forlængelse, hvorfor du er i det forløb, som du er nu. Jeg kan på de foreliggende oplysninger ikke se, hvorvidt den afgørelse i sin tid har været retmæssig, men ifht. Den information, som du beskriver her, vil jeg antage, at den er korrekt.

Sygedagpengeretten kan dog optjenes på ny, hvis du i en periode har været på arbejdsmarkedet og dermed opfylder beskæftigelseskravet igen og der er sket forværring af din tilstand eller du sygemeldes på baggrund af anden sygdom end din forhenværende. Dette tænker jeg umiddelbart ikke er aktuelt.

Det du dog KAN gøre er at tage kontakt til din kommune og forhøre dig om mulighederne for økonomisk støtte via andre lovgivninger, hvor det er muligt at søge om eks. forhøjede boligudgifter, uforudsete udgifter, medicinudgifter, tandlægeregninger mv. Om du er berettiget hertil beror på en vurdering ifht. Dine økonomiske forhold og de udgifter, som du må søge til. Det vurderer de ved rette instans ved kommunen når du ansøger og tillægger relevant dokumentation. En anden mulighed, hvis du bor i lejebolig er, at søge om boligstøtte.  

Derudover kan jeg kun opfordre dig til, at du tager en snak med din bank om mulige omlægninger i din økonomi, hvor der måske kan være fordelagtige ændringer, som giver dig et større råderum. I de fleste kommuner er der også mulighed for uafhængig økonomisk vejledning – dette kan du forhøre dig om ved borgerservice eller i din ydelsesafdeling.  

Jeg beklager, at jeg ikke kan være til så stor hjælp i denne kontekst, men nu har du måske nogle muligheder, som du kan forsøge dig med og så håber jeg, at du får det til at hænge sammen. Skulle du have behov for uddybende svar ifht. Ovenstående, skal du være velkommen til at rette henvendelse igen. 

Al held og lykke til dig og god jul,  
Mvh Rebecca

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her