Jeg blev færdig med mit studie i juni, men kan ikke arbejde fuldtid, efter jeg var syg som 19-årig. Hvilke muligheder har jeg?

Spørgsmål 

Hej! 

Jeg blev færdig med mit studie her i juni i år og er nu på dagpenge (fuldtidsforsikret).  

Min tvivl og tanker går på, at jeg i løbet af praktikker på mit studie desværre nok må erkende, at jeg ikke kommer til at arbejde fuld tid (jeg har ikke prøvet at arbejde fuld tid, efter jeg var syg som 19 årig). Her er det især træthed, som bliver den største udfordring ift. et fremtidigt job. Min sidste praktik på studiet var på deltid / 25 t/ugen (i 10 uger) med 21 timer på praktikstedet og 4 timer hjemmearbejde. Det gik lige, men der ikke meget overskud til andet, når dagen var omme.  

Nu er mit dilemma så, at jeg ikke lige kan gennemskue, hvad jeg skal gøre. Jeg er bange for at blive "fanget" / komme i klemme i systemet, hvis jeg går til A-kassen (som jo nok vil sige, at jeg ikke kan være hos dem jvf. deres regler). Og hvad angår kommunen kender jeg folk, som netop er i "klemme", fordi kommunen ikke ved, hvad de skal stille op med unge mennesker, som tydeligvis ikke kan arbejde fuld tid, men samtidig udmiddelbart er for raske til fx fleksjob. 

Min egen plan har hidtil været, at jeg gerne vil klare mig selv og forsøge at finde et deltidsjob, men nu er jeg er alligevel i tvivl, om det er den rigtige vej at gå. Hvilke muligheder har jeg ellers? 

Svar

Hej,  
 
Tak for dit spørgsmål og beklager den lange svartid – jeg har tilladt mig at afholde lidt ferie, hvorfor min respons først kommer nu.  

Det er nogle fornuftige overvejelser du gør dig, men jeg kan ikke lade være med at forholde mig til det på to måder: hhv. jobcentrets anskuelse af sådan en problemstilling og det rent menneskelige synspunkt, hvorfor du vil få mine uforbeholdne overvejelser i dit spørgsmål. Jeg forsøger at gøre det overskueligt i nedenstående: 

Ifht. Din tanke om, at du åbentlyst ikke kan arbejde fuld tid, vil jeg gerne prøve at udfordre dig lidt på den tanke. Angivet, så har din sidste beskæftigelse været 25 timer i et praktikforløb på 10 uger, hvilket om muligt ikke kan direkte overføres til et arbejdsliv. Praktik er tidspresset, en læringskurve og som oftest skal der falde et produkt i enden af dette forløb. Her skal du altså både indgå på en arbejdsplads, lære nye mennesker, arbejdsgange, en virksomhed og ideologier at kende, samtidig med, at du skal perspektivere dette til noget læring, teori og et resultat af noget. Dertil er dette en “test” for dig og dermed findes der bevidst/ubevidst et pres/stress, som påvirker ens sanser, energi og overskud.  

Jeg kan også tilføje meget direkte, at det ER hårdt at arbejde fuld tid – endnu sværere er det, at være ny og skulle lære en masse ting. Af egen erfaring, så tager det 3-4 mdr., at være “med”, når man starter på et nyt arbejde. Dette uanset om man er gammel i gårde eller helt grøn fra studie. Det er muligt, at du faktisk kan mere end du tror – og vi ved det ikke, før at det er afprøvet.  

Jf. Ovenstående vil jeg gerne udfordre dig på følgende: 

• Forventninger i form af, hvad du forventer af dig selv? Hvad er dine forventinger til dit arbejdsliv – hvad skal det give dig? Hvilken slags medarbejder vil du være? Hvordan forestiller du dig selv, når du har brugt 7-9 timer på at arbejde? Hvad tænker du, at du skal kunne have overskud til efter en arbejdsdag? Hvordan forestiller du dig, at dine prioriteter måske vil ændre sig i kølvandet på beskæftigelse? Og er de her tanker, ønsker og forventninger reelle? Er det faktik muligt at gøre de her ting på 24 timer / 16 reelt set? Hvad har DU brug for?  
• Prioriteringer i form af, at livet bare bliver anderledes, når man tiltræder arbejdsmarkedet. Ens studieliv er usammenligneligt med det arbejdsliv, som venter en – dette på godt og ondt. Det kan være en rigtig god ide, at stille skarpt på 1-3 ting, som man gerne vil finde tid og plads til i ens hverdagsliv og forsøge at finde en rytme, hvor tingene kan lade sig gøre. Disse kan ændre sig over tid, hvilket er helt naturligt, men processen i at stille skarpt på de ting, som er vigtige for en og gøre plads til det – er en gave at give sig selv. Der er en kæmpe forskel på hvad man rigtig gerne vil – og hvad der er menneskeligt muligt at kapere. 
• Min personlige erfaring (efter 3 jobskifte og nu relativt meget erfaring) er, at jeg havde jeg en meget anden forventning om mit liv og arbejdsliv, end hvad der blev min virkelighed. Jeg er stadigvæk smadret efter arbejde og har sjældent overskud til sociale ting i mine hverdage, idet jeg bruger min energi på arbejde, hvorfor mine weekender i større grad er blevet hellige til restitution og sociale sammenkomster. Det er en kendsgerning, at ens arbejde “suger noget”  - det er i snit 8 timer af dine vågne 16, så det tager noget. 
  • En jobstart tager mere – jeg kan stadigvæk huske, da jeg startede på arbejde efter studie. Jeg sov hver eftermiddag efter arbejde i 3 måneder, fordi det rykker energi ud.   

Med dét in mente, så skal det ikke læses som, at jeg stiller spørgsmålstegn ved din opfattelse, men derimod stiller dig nogle spørgsmål, som kan udfordre din egen opfattelse – nogle spørgsmål, som jeg ofte stiller folk for at udfordre deres egne forventninger, deres forhold til samfundspres, normer og forestillinger. Og spørger du 90% af dem, så ville de gerne have haft de spørgsmål tidligere i deres arbejdsliv. Jeg gør det fordi, at jeg alt for ofte møder mennesker, som har fået skabt nogle vanvittigt høje forventninger til dem selv og hvor frygten for at fejle, ikke kunne indfri dem, føle sig utilstrækkelige inden de overhovedet har forsøgt faktisk hæmmer dem mere end deres helbred.  
Dette er blot lidt stof til eftertanke og forhåbentlig et andet perspektiv at kaste over dine overvejelser, inden at du vælger din vej i dit arbejdsliv.  

Ifht. En nedsat arbejdsevne, så er denne først en reel udfordring, når der foreligger en lægelig vurdering heraf og dernæst, når det er påvist, at der er et funktionstab – i al fald, når vi snakker “system”. Det vil sige, at alt andet er afprøvet, hvorfor det kan konkluderes, at dit funktionsniveau ikke kan afhjælpes af behandling, hjælpemidler, skånehensyn eller andre foranstaltninger.  

• Der er uendelig mange muligheder til at finde en vej i det og det første tiltag vil være at afsøge mulighederne i det “raske system”, hvor der findes støtteforanstaltninger i vide udstrækninger. Herunder kan jeg nævne §56-aftale, personlig assistance, skånehensyn i form af behov for evt. lur på arbejdspladsen, særlige hjælpemidler eller opgavebegrænsning.  
• Du kan altså blive ansat i en fuldtidsstilling eller deltidsstilling med skånehensyn eller støttende foranstaltninger, som en §56-aftale (jeg har linket til denne aftale her: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sociale-ydelser/sociale-ydelser/beskaeftigelse/paragraf-56-aftale-refusion-fra-1-sygedag-til-arbejdsgiver/
• Ansættelse med skånehensyn eller særlige aftale er altså ikke umuligt eller utopi – heller ikke for arbejdsgivere og vi ser mere og mere, at det sociale ansvar vægtes højt og i den grad også den gode arbejdskraft. For mange arbejdsgivere er kvalitet fremfor kvantitet blevet en ting, som man ikke skal slå ubemærket hen.  

Til dette kan jeg tilføje, at du kan godt stille dig til rådighed i a-kassen, såfremt du oplyser om, at du selv har taget et valg om at arbejde på nedsat tid. Du er nu engang ene og alene den eneste, som kan bestemme hvilke jobs på x-antal timer, som du søger.  

• Det er ikke umuligt for dig - tværtimod. 

Viser det sig, at disse ting ikke kan fordre en arbejdsevne, som du kan være selvforsørgende af, kan der afsøges andre muligheder og der vil sættes andre foranstaltninger i værk, som vil have et mere afklarende sigte ifht. din arbejdsevne. 

• At du ikke vil sidde i “klemme” er absolut forståeligt - vi er helt enige i, at mange flere end hvad godt er, ender i “klemme”. Dette kan have mange årsager, men en ting, som til dels er på din banehalvdel vil være, at forventingsafstemme og prioritere dine ønsker, ressourcer og forventinger til forløbet. Jeg fordrer altid, at dialog og åbenhed er vejen frem – om det handler om samtaler i Jobcentret, a-kassen, fagforeningen eller noget helt fjerde. Det er bedre at spørge tusind gange end at spekulere, hvorfor det er en god forudsætning at have et mål for, hvor du gerne vil ende og så stykke vejen dertil sammen hen af vejen. Dette kan forebygge følelsen af at blive tabt og parkeret.  

At lande i “systemet” og sidde “i klemme” er en reel mulighed, men det er ikke den eneste - heldigvis. Ledighedssystemet er ret fornuftigt skruet sammen efterhånden og i dag er Jobcentrene meget mere kompetente til at kigge i løsninger og opkvalificeringer, fremfor parkeringer. Er der tvivl om din arbejdsevne, vil man straks kigge i muligheder og løsninger, men det er ikke helt “gratis” på den menneskelige konto, da disse forløb kan tage lang tid (og med rette).  

• Når det handler om permanent forsørgelse som er offentlig finansieret, er alle skattepligtige ret interesserede i, at disse midler forvaltes fornuftigt og med omhu. Derfor er processerne herfor som oftest meget omfattende, men med det enkelte formål at have afklaret alle muligheder før der træffes store valg om eksistens-grundlag og fremtidig forsørgelse.  

For at opsummere, så kan du sagtens vælge at tage et arbejde på 25, 28, 30 eller 35 timer og dermed forsørge dig selv. Det vil være min klare anbefaling at starte der og så tage det stille og roligt, acceptere at ting tager tid, at det er hårdt, og tingene ændrer sig. Hvis du ikke finder mere og mere ro i det efter 3-4 mdr., vil jeg søge råd ved min læge, som er din største hjælp ifht. dit helbred. Vurderer I to sammen, at der er noget, som ikke er foreneligt med et ordinært arbejde på deltid, så skal i gå i dialog om, hvad der så skal ske – skal du tænke i andre baner på dit arbejde? Gå i dialog med din chef om nogle ændringer? Eller skal du skifte branche, arbejdsopgaver eller andet? Måsle du har hængt i og skal sygemeldes, for at komme ovenpå og den vej finde din hylde? Det er svært at gisne om, men sikkert er, at du skal prøve noget for at blive klogere. Gerne med tålmodighed og sindso i, at Rom ikke blev bygget på en dag og nogle ting tager tid. Det tror jeg helt personligt, er en fornuftig indstilling til det og så kan du altid vurdere hen af vejen. 

Det er store overvejelser og oplever du ikke, at du helt fik svar på netop dét, som du ledte efter, så er du velkommen til at skrive igen og bede mig ringe dig op. Jeg håber, at du lykkedes og får et fantastisk arbejdsliv uanset, hvor du ender. Og at du med ro i maven kan gå med din første indskydelse (mavefornemmelse er aldrig helt dumt at følge) og ser, hvad der sker.  
 
Al held og lykke fremadrettet,  
Rebecca