Hvad har jeg ret til rent økonomisk som førtidspensionist?

16-03-2023
Socialrådgiver Rebecca Lykke har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål 


Hvad har jeg ret til rent økonomisk? Jeg får udbetalt førtidspension på lidt over 10.000 kr efter skat. Har ikke ret meget tilbage, når min husleje er betalt.

Hvordan kan mit liv gøres nemmere rent økonomisk? Hvad har jeg egentlig ret til? 

Svar


Hej, 

Mange tak for dit spørgsmål! Det er et bredt funderet spørgsmål og jeg forstår din nysgerrighed på din økonomiske situation. Jeg forsøger, at besvare dit spørgsmål så godt som jeg kan, ud fra de oplysninger, som jeg har.  

Dine rettigheder økonomisk som førtidspensionist afhænger af mange forskellige ting: om du er tilkendt pension før eller efter 2003, din samlede indtægt/formueforhold, bopælssituation, samlivssituation og øvrige udgifter – og vigtigst, hvad du har brug for hjælp til.  

Idet jeg ikke kender dine forhold til fulde, kan jeg derfor blot opremse mulighederne for at kunne søge hjælp, hvor nogle af dem ikke vil være gældende for dig, såfremt din situation ikke matcher betingelserne for de forskellige muligheder.  

Du har mulighed for at søge boligstøtte, hvis du bor i lejebolig. Dette afhænger dels af din husleje, kvadratmeter og husstandens samlede indtægter. Du har mulighed for at søge om hjælp til uforudsete udgifter, hjælp til medicin og sygebehandling, flytning mv. Du kan finde mere om det her, hvor betingelser og hvordan du søger også er angivet:
Førtidspension - tilkendt efter 2003 (borger.dk).

Er du førtidspensionist før 2003, findes der mulighed for personligt tillæg og helbredstillæg. Derudover er denne pension inddelt i forskellige trin, hvor man kan søge om at forhøjelse af førtidspensionen, såfremt man ikke modtager den højeste sats. Dette tillige tilgængelige oplysninger i ovenstående.  

Derudover kan der ansøges om hjælp til transport ifbm. Sygehusbesøg og via Udbetaling Danmark findes varmecheck og lignende. Her kan du kontakte Udbetaling Danmark Pension og forhøre om dine muligheder.  

Jeg håber, at ovenstående kan kaste lidt lys over de forskellige muligheder, som findes. Dog er det vigtigt at pointere, at økonomisk hjælp altid er en individuel vurdering af en given situation, som sker på baggrund af dine øvrige forhold.  

Du ønskes al held og lykke.  

De bedste hilsner 
Rebecca  

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her